STEVNS: nej, shshsh..(stevns)

Stevns halvø ligger nær ved den danske hovedstad overaskende nær.

Alligevel, hvis man har krafter nok i benene kan man nemt bestige Stevnsfyrtårnet's spirale trappe, og kigge nord til Hvidøvre's futuristiske kraftværk og Øresundsbroen. Til trods for det er Stevns gemt fra de fleste af København's indbyggere. Heldigvis.

At vær glemt i den moderne verden er ikke nemt, men drejer om den moderne verdens to forbandelser: tid og penge. København ligger som et sort hul i centrum af den Østdanske galakse ( og man kunne lige så nemt regne Skåne ind i denne omringende sky. Et sort hul som trækker alt i nærheden til sig, og spiser det.

Sjælland, vest og nord fra København er spist. Syd fra hovedstaden er terrainen ikke lige så spiselig. Højehuser fyld med pendlere, og et landskab som ikke er så smukt, har skabt en form for buffer som på en måde skylder for kraften. Ishøj og Hundige arbejde med sydmotorvejen for at tilfredstille sorthullens sult efter de mennesker som levere tid og penge. Selfølgelig fra deres synspunkt søger disse mennesker stof fra hovedstaden, men effekten er omvendt. Alt drejer sig om den store sorte sol som ligger i centrum af deres univers. Hovedstadens effekt er sædvanlig verden over. Især i mindre lande som Danmark. Man skal være heldig for at undgå det.


Det er sandt at synspunktet er måske alt i denne sag. Men.


Stevns har nogle hemmelige våbner i kampen mod uhyret. Våben som  Østbanens begrænsede økonomi; som Køgebugtmotorvejens appetit for penge i forhold til reparation og udbredning; som økonomikrisens nedsætning af huspriser.

Med hjælp fra disse redskaber vil bredere veje, flere biler og  flere og mer dyre huser holdes væk.

 I den nærmeste fortid har forslag om at rejse hav-vindturbiner her på landet været afvist på grunden af en stor modvind fra befolkningen.

Udsæt er vi måske fra det højenergi miljø som raser omkring hovedstaden , men vi er udsæt samt med vores åben marker, piletreer, kridthus-landsbyer, gravehøje, fossiler og de brolende flintstensstrande som ligger til fods af klinter lige så hvide som dem på Møn.

(Listen er forkortede på grunden af at stedet ikke må tiltrække opmærksomhed fra sortehulen.)

 Kortet her bør bruges i dag. Ortelius' kort fra 1552 giver ikke meget info om Stevns.

Af sporet på Stevns

Østbanen er en vigtig del af livet på Stevns. Indtil nylig havde vi vores fladenæsede 'Grise' som tromlede frem og tilbage til og fra Køge. Frem og tilbage fra Faxe og til Rødvig.

Se Grisen her

Siden 1879 har skinnerne ligget lagt tværs over på landet. Det var først senere at asfalten varlagt på vejene for at skabe et vejnet som var brugbart i alle vejre. De samme støvede veje havde betjent Stevns siden tidernes begyndelse, og hvis der var nogen med et flyvemaskine på denne tid, i disse dage dage var vejene, samt med landsbyerne de mest synlige spor i landskabet. Marker har der været siden stenalderen, hvilket rester af flintseje stadig i dag beviser.

Sådan bærer Stevnshalvøen spor efter menneskers aktiviteter fra menneske sælderen. Men det er ikke kun mennesket som har boede på halvøen i fortiden - eller senere

Alt som bevæger sig kan skabe et spor. Længe før selv Stevns blev skabt levede her utallige 

 'sporskabere' i vandets dyb, forklaringen er, at Stevns selv for 65 millioner år siden var havbund.  En havbund dækket af kridtslam, det perfekte materielle til at sætte spor i.  Søpindsvin masede deres vej gennem slammet; Krebs gravede sig ind i det, og orme og andre primitive livsformer kæmpede i det for at overleve. Sådan en umådelig arbejdsstyrke har dannet store resultater. Den hær af mange generationer af slamboer, konstant arbejdende i dybets mørke, har efterladt et mindesmærke endnu større end pyramiderne og ikke mindre imponerende. I det mindste for dem som har lysten til at kigge. 

Mere moderne dyr bevæger sig over halvøen i dag. Spor efter vores samlevende varmblodige naboer findes overalt. Hvis man altså har lysten til at kigge. Ræve, harer og rådyr er i næsten konstant bevægelse i landskabet. Fugle smutter rundt i luften, men må af og til kradse i mulden efter deres daglige brød. Fasaner, agerhøns, gæs og ænder efterlader tydeligere spor end musvitter eller gråspurve. Mange gang er sporene kortvarige og forsvinder med sne eller regn eller når  slammet udtørres, men sporene bliver der længe nok til at blive opdaget, for dem der søger.

Planter, som man sjældent regner for at være sporskabende livsformer, efterlader spor i landskabet. Hvirvlet rundt af vind og vand kan vores mere grønne naboer tvinges i arbejde som uvillige skole elever for at skrive deres autografer i sand, slam eller muld.   

Ikke en fod men en flintsten

Og det er ikke kun de levende som bevæger sig og skaber spor. Også havet efterlader sine spor når det kaster rundt med flintsten og konstant forsøger at rive klinten ned. I sin vrede har det bl.a. udhugget strandens trappeformede profil. Men klinterne er også under angreb ovenfra. Når regnvandet løber ned over dets kanter skabes der vandfald, slamfald og jordskred, som bevæger sig ned og skaber deres egne spor i landskabet. 

Vi sætter fortsæt vores spor på landet her på Stevns, præcis ligesom så mange andre livsformer har gjort det gennem millioner af år. Af og til er det irriterende for os at nye veje ikke kan lægges som vi vil have dem. Af og til, trods klager, kommer der nye stenbrud. Trods fredsdemonstranterne er der stadig afskydnings steder til missiler, og skanser fra den kolde krig. 

Stort og småt, ønsket eller uønsket, med stolthed bærer halvøen alle sine forskellige ar: Sporene efter mødet med elementerne og livet i alle dets former. 

Sæl-somme Tider

Danmark er ikke et vildt land. Der findes ingen vildmark eller fjerne horisonter i de der rester klistret på Nordtyskland efter istidens hærgen. I dag findes der ikke en eneste kvadratmeter som ikke er berørt af menneskehånd; Og så alligevel, dybt i befolkningen lever en længsel efter de vilde, frie grænser.

Som udlænding oplever jeg det som en slags uskreven lov, en drøm? der beskriver omgivelserne som utæmmede, uberørte og derfor nogenlunde ægte.

Spændingen, da en enkelt ulv dukkede op i Jylland, forplantede sig hurtigt til hele landet. Nu var jagtforeningerne helte- langt ude i de store vilde skove, i stedet for blot at være grøntmalede klovne, der drager ud for at slå Bambi's mor ihjel.

De helt fremmede flygtninge, som vaskebjørne og marhunde, er lige så vilde, men dødsdømte i det øjeblik de flygter over den skelsættende grænse mellem Tyskland og Danmark , hvor imod ulve og heldigvis bisoner er mere velkomne

Jeg tror det er en form for kompensation, fordi staten indeholder et uløseligt paradoks:

 

Hvor Kongeriget Danmark, bestående af Jylland, øerne, minus Bornholm, ikke er så forskellige i overfladestrukturen, der fremstår Færøerne, beliggende langt ude i havet, og med sine hårde klipper, - meget anderledes - og hold da op ! Grønland, verdens største ø, landet af is, inuitter og isbjørne. Forestil dig et øjeblik, Danmark og Grønland lagt ved siden af hinanden, og prøv så om du kan finde blot en enkel detalje som de to kunne have tilfælles. Indregner man samtidig de koloniale skyldfølelser, som stadig hænger i luften, så er det måske nemmere at se årsagen til den skizofreni der bor i landets sjæl, og som har forplantet sig til dets beboere

Men Danmark er ikke alene med sit paradoks.

En fundamental svaghed ved nationalstats konceptet er netop, at det skaber myten om egen oprindelse. Graver man blot lidt i overfladen, har mange af den moderne verdens lande fundamenter som ikke er så overbevisende som de gerne vil se ud.

Rusland er fx et oligarki, som det altid har været, U.K.er reageres af de rige og velforbindende klasser, Frankrig er bare en nybagt version af de Ancienne Regime

Men, tilbage på sporet. Søndag den 21 April samledes de lokale ved havnen i Lyndby ved Roskildefjord, formålet var at der skulle sættes en sæl ud på en klippe. Masser af børn og voksne var mødt op for at få en tur i det store vikingeskib Asla, og for at se sælen blive fastgjort på sin sten.

Klippestenen ligger ude i Lejre vig. Den hedder 'Sæle klippen' og var måske en gang i fortiden et sted hvor sæler søgte ly. I dag er den ensomme sæl på klippen lavet af glasfiber og sættes hvert år ud af Lyndby havneforening

Der var solskin, glæde, mange mennesker, og pølser med det hele. Vi råbte 'urah' alle sammen da sælen igen var fastgjort på klippen. Den skinnende glasfiber sæl, med det tegneserieagtige hoved, var meget velkommen i fjordens meget danske landskab.

Det er ikke receptionen givet, for hver sæl som farer ud på fjorden. I sommeren 2012 var Herslev besøgt af en sjælden indvandrer. En dejlig sommermorgen var os fra MFC i gang med at sætte havnens badebro ud i vandet, men pludselig var vi ikke længere alene. På en klippesten lidt fra os lå en nysgerrig, afslappet, skinnende tyk banan, der af og til for ud på det dybe vand som en levende torpedo, ellers sugede den solskin og kiggede på os flittige mennesker. Med hans lang visker og skinnende pande kunne han have været en gammeldags inspektør fra arbejdstilsynet som holdt øje med os.

Så var det weekend. Vi bød ham pænt farvel og god-weekend.

Det var desværre det sidste vi så til ham. To dage senere var sælen skudt. Bang ! Skudt af naturstyrelsen, ikke mindre! Vores fiskespisende, opsøgende nabo, myrdet. Årsagen var at danskerne var i fare. Tilsyneladende havde sælen vist tænder af nogle kajakkere som prøvede at sej op på siden af ham, og endnu værre af nogle familier, som havde prøvet at stille deres børn på hans rygge for en få et sejer foto.

Så en ægte sæl på sæleklippen er ikke tilladt, men kan med stor bravur erstattes af en grinende glasfiber eksemplar.

Danmark vil gerne fremvise sin rå natur, men det blod der drypper stammer fra naturbestyrelsens hånd og ikke fra vilddyrets klør og næb. Det er en sag at elsker naturen men det bør ikke kom for tæt på!!!!