PESTEN

Fugleinfluenza.
Det har været umuligt at undgå at høre om den farlige plage som nogle år siden fejede verden rundt. Hønse var massakrerede og folk holdt op med at føde ænderne  ned på branddammen. Det var tilsyneladende farligt at bør tæt på smittede fugler og fik dækkede i deres blød og indvold. Trods alt vi overlevede og nogle få mennesker døde i fjerne lande.

Det lykkede ikke for de forbandede fugle at slå os ihjel.



Men. Nu har fuglerne blevet smittede af deres eget pest. Naturens hævn, selvfølgelige.

Faktiske er det nogle år siden pesten var opdaget. Den startede i Skandinavien og Østeuropa og siden har skærede sit vej længere vest og syd. Samt med sit bevingede ofrer hoppede det over den Britiske Kanel og nu løber nordpå igennem Britain. Eller igennem de befejrede oprindelige derover.

Jeg optaget pesten for første gang når jeg så musvit på vores fuglebræt bærende store røde rå sårer. Meget uhyggeligt når man står og vente på de sædvanlig positiv oplevelse man kan få fra at observere forskellige små fugle i gang med deres morgenmad.

To store musvit havde bevis efter  pesten på deres små kroppe. Den slags fugle er ikke så store og de har ikk eså meget kød på. Selvfølgelige giver sårene stor effekt på disse stakkels lille. En havde en svulmede lyserød masse på halsen som lignede at han havde overlevede en halshugning attentat. Svulmen glisterede i morgensolen.

Den anden var ikke så nemt at se på første blik men jeg snart lagt mærk til en musvit til som havde noget forkert med hoved. Fra en side var det nogenlunde deformerede, han så ud som en punker mer i stilen med hans lillebror blåmejsen. Men nej det var ikke bare hans frisør, triste at sige. Fra omvendt var synet frygteligt. Hele hans øgnehul  var dækkede og blandede i en stor koppesår som havde overtagede siden af hoved på han.

Nu, hvis jeg havde vært igang med at spise morgenmad imens jeg opdagede det her kun jeg ikke har fortsæt. Men heldigvis havde disse sårede fugle stædige deres appetit og de hoppede på og af fra spisebrættet med lige så meget energi som de andre gråspurve og  blåmejse. Måske hvis de kunne fortsæt spise havde de en chans imod vinterens  iskoldt kløer som nægte at slappe af endnu.

Men det er ikke tilfældige at andre fugle er ikke smittede. Pesten her er Paridae kopper som påvirker kun fugle i genus Paridæ - Blåmejs og Musvit. Med meste effekt  i de større. Sårene kan lignes med menneskers kopper sårer og er af lignende størrelse men på en vært som er bittesmå. Kopper har drabt utallige mennesker. Måske 100 million i America indenfor 25 år efter de Colons ankomst. Amerindianerne var lige så sårbare som vores egne Musvit pågrunden af deres manglende modstand. Koppen var noget nyt til Amerindianernes biologi og den løb løbske ibland befolkingen. De fleste omkom. Sådan er det med Paridær. Pesten er noget nyt. Hvorfra er svær at find ud af. Måske har global opvarmning noget af skylden i sagen. Ændringer i klimaten giver bacteria eller pestagenten adgang til nye  områder og befolkinger. Nye befolkinger uden biologiske modstand.


Koppen var smittede fra tæppe og nærhed med smittede ofrer. Paridæ-koppen skyldes en virus som kan ikke overlev udenfor kroppen. Den få hjælp fra vores gamle fjende moskitoen. Ifølge undersøgerne er fuglene bidt af moskitoer sen i sommeren og sygdommen vokser bagefter.

Lyset i enden af den her triste tunnel er at efter flere uger kan jeg stadige se en af musvitene hverdag på spisebrættet. Og det er ham med øgnesåret. Den anden tabt farve i hans fejer og dukkede ikke op længere. Sådan er det for mer en halvdelen af de smittede. Nelson's sår er mørkere i farve og ikke så åben som det var.
 Jeg holder fingrene krydsede og prøve at hold  mængden af frø på spisebrættet i god stand. Måske er han en med modstand nok at overleve og nyde en varm sommer til.