Man kan skrive med kridt på mange
måder.
Kridt er et unikt spor af livets
historie på jorden. Det irriterende tør støv som straks blive til
det klistrede mudder som dække alle bilens overflader både ind og
ude.
I stedet for en eller to kraftige
dinosaur knogler fundet ude i en ørken, i stedet for tusindvis af
muslingskaller set på en klippe, i stedet for et helt koral rev som
strækker sig over flere kilometer; i stedet for disse hverdags
rester af livetys lang fortid på den blå planet har vi steder
dannet af utallige, uendelige, ufattelige mængder rester af liv,
nemlig kridt.
Kridt har so mange unikke aspekter i
sig selv at det er svær at bestemme hvilket der er det meste
vigtige. Meste imponerende eller bemærkelsesværdige. Jeg 'skriver'
her på tasteturet uden fysiske kontakt med de gode gamle blæk,
blyant eller skrivekridt. Skrivekridtet som er synonymt med
undervisning i klasselokaler er i virkeligheden næsten forsvundet.
Det uudholdelige skrig af kridt på en
tavle er nu blevet still. Det irriterende lyd når et kridt knække
lige når man skal til at understrege et vigtigt koncept vil aldrig
lyd igen.
I gamle dage når jeg undervist med
kridt og tavle havde jeg også kridt i hoved, bøgestaveligt sagt.
Den sky af støv som var lærerens medfølger er måske ikke så
savnede alligevel.
Jeg skriver dog stadig med kridt når
papir er med i projektet. Det samme kridt som er fragtet herfra i
tonnesvis dukke nemlig op igen i aviser, bøger og billedblade.
Kridtets hvidhed og basiske natur passer perfekt med den usynlige
kornstørrelse der skal til for at danne den perfekt tilsætning i
papir produktion. Så skriver vi ikke med kridt, så kan vi i stedet
skrive på det.
No comments:
Post a Comment